På opfordring og da en stor del af læserskaren består af lærer tidligere lærer eller børn af dem ser jeg mig nødsaget til at elaborere omkring min læregerning.
Jeg er underviser i øjeblikket 3 klasser i engelsk på Mahathai, med henholdsvis 12, 8 og 5 elever i hver, det er jo i forhold til den danske skole fine klasse kvocienter. Skolen er en teknisk skole for fysisk handicappede unge og voksne. Den yngste på skolen er 17 og den ældste jeg er støt på var 34, så jeg opfatter det som voksen undervisning. Uddannelserne er Elektronik reparationer, IT arbejde, database og grafisk arbejde og enelig en engelsk handels uddannelse.
Ud over at uddanne elever som er kvalificerede til omskoling er der så vidt jeg kan se også en række elever som går her for at komme i en slags beskyttet bolig når de engang er færdige. For som jeg ser det er der en del, som aldrig vil blive i stand til at komme på arbejdtsmarket i de fag der undervises i.
Niveauet for de 3 klasser er lavt til meget lavt med enkelte der ligger under meget lavt. Hvis jeg skal sammenligne vil jeg tro det ligger og svinger mellem 3. klase og 5. klasse. Det vil sige at den største del af klassen kan meget lidt eller næsten intet og har en horribel udtale, mens der er enkelte som er dygtige og hvor man uden problemer kan forstå det de siger.
De modtager undervisning een time om dagen hver dag hvilket må siges at være en del. Problemet for mig er at videre formidle engelsk uden hjælp af deres modersmål hvilket. mår de har meget begrænsede ordforråd er svært og tiltider umuligt.
Det er for eksempel stort set umuligt at forklare begreber med mindre man fysisk i klassen kan vise dem.
Så undervisningen kan til tider minde lidt om en avanceret omgang gæt og grimasser kombineret med tegn og gæt. Det er tiltider uhyre morstom og til tider frustrerende ud over alle grænser.
Ud over ikke at kunne støtte mig til thai og så den helt store fagteleg er der yderligere en faktor som man skal veje ind i undervisningen. Thailænders uvillighed til at sige fra og gøre opmærksom på at de ikke forstå hvad du siger.
Jeg har for eksempel ofte forklaret et eller andet hvor efter jeg spørger ud i rummet om alle forstår. Når jeg kigger rundt på hver enkelt og sidder der 12 smilende studerende og nikker bekrætigende.
Når jeg så venter 30 sekunder sidder størstedelen stadig og kigger på mig eller kigger rundt og jeg kan så begynder på runden med at forklare igen, pege, gestikulere og danse rundt for at få dem til at forstå, indtil enten jeg trænger igennem eller at en af de dygtigere elever forklare det på thai.
Hvorfor fanden de nægter at sige de ikke forstå eller rækker en hånd op fatter jeg ikke og jeg har sagt de tusind gange opført skuespil om det men de nægter stadig at stille spørgsmål eller sige når de ikke forstå. Standart svaret på alt hvad Teacher Morten siger er bare "good, good", "yes yes", "ok no problem", "yes understand".
Det er unægteligt noget der besværliggør dygtiggørelse,at man tilsyneladende ikke kan vise man ikke forstår en besked her i Thailand, for samme tendenser gør sig gældende alle steder i samfundet.
søndag den 26. august 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Jeg har læst en smule om Buddhismen. Når de altid smiler og siger ja,ja og at de har forstået, selv om de ikke har fattet noget, så skulle de hænge sammen med, at en Thai aldrig viser følelser offentligt og at de dermed hellere svarer forkert end undgår at svare. Man vil for alt i verden undgå at tabe ansigt. Ligesom man ikke vil "udstille" den der spørger.
At bevare roen er, hvad den gode buddhist stræber efter hele livet. Som den gode besøgende gør man sig selv en stor tjeneste ved at lære sig udtrykket "mai pen rai". Det betyder: "Det spiller ingen rolle".
Lidt svært i en undervisningssituation.
Er der andre der har et bud på forklaringen?
Ja jeg har fået ca. det samme at vide så det er nok noget i den retning, men man kunne med fordel jo god have lempet lidt på non-konfrontations tænkningen i et klasse lokale.
Send en kommentar