Fogh eller blogindlæg!

Da det som bekendt kun er dem som er uden synd, som må kaste med sten, vil jeg som det syndige menneske jeg er, nøjes med at kaste med mudder. Mudderkastning skal som bekendt helst ske i politiskerammer, så jeg fejre udskrivningen af valg med at benytte de samme argumentations pricipper der bliver anvendt f de professionelle.

Jeg har jo ikke fået skrevet ret meget på bloggen og langt mindre end jeg egentligt gerne ville og det beklager jeg, men det er ikke min skyld jeg har analyseret situationene og der er ingen tvivl om hvor ansvaret skal placeres, det er Foghs skyld det hele.


Først og fremmest har jeg i et andfald af kådhed og forelskelse valgt at bruge al min online tid på at tale med Maria min kæreste (ikke at forveksle med Maria den blinde). Derfor har jeg ikke haft mulighed for at skrive. Ydremere har hendes 11 dages besøg hos mig indvirket at jeg dårligt så en computer i perioden. Kærligheds kortet overruler alt og jeg er derfor totalt skyldfri.

Jeg er dog så stærkt forelsket og derfor ude af stand til at tillægge hende nogle mangler og fejl så skylden skal ikke placeres her, men i stedet går jeg et skridt videre og erkender at hele fejlen ligger i omstændighederne omkring vores møde .

Det gør det til min fars skyld for det var ham der arrangerede ferien, hvor vi faldt for hinanden så der er ingen diskussion om at det er her ansvaret skal placeres og dog for biblen siger man skal ære og respektere sine forældre og det frikender jo dem totalt for skyld, nepotisme er jo netop skabt til situationer som disse.

Derfor må det jo være hele den social konstruktion som bære skylden for misæren og social arv er det nemme offer og det er her vi finder den sande nidding, samfundet. Samfundet får skylden, for den har skabt social arv og dikteret at jeg har det bedst i de samme social ramme, som jeg er vokset op i.

Dermed må den skyldige være samfundet og det gør Fogh til den hovedansvarlige for mine manglende blog indlæg.

Maria

Jeg er i de sidste par måneder begyndt at besøge en ældre blind dame, hendes navn er Maria og hun holder til i de øvre dele af den bygning, som huser de ældre statsløse beboere. Hun er som sådan ikke en del af de ældre og er med hendes 66 år også betydelig yngre. Jeg stødte på hende i forbindelse med en middag på Mahathai.
Maria ser en del ældre ud end de 66 og har en positur og højde der minder om Dronning Ingrids. En sjov side anekdote er, at hun rent faktisk har mødt hende og prinsesse Benedikte personligt. Hun ser lidt skrøbelig ud, men bag facaden gemmer der sig en stærk dame.

Hendes historie er ret farverig og hun har trods sit handicap præsteret i et land, som ellers ikke levner meget plads til handicappede, at arbejde både for den royale familie samt den katolske ambassade her i landet. En vidunderlig side effekt af dette er, at hendes engelsk er fremragende.
Grunden til at hun er endt her på hjemmet for ældre statsløse, er mig noget dunkel, men jeg vil tro at hun efter endt tjeneste hos paven er blevet parkeret her.

Jeg er nu glad nok for det, for det giver mig en mulighed for at tilbringe tid uden for baby rummet.
Jeg må jo indrømme, at de små børn ikke er noget der siger mig ret meget, jeg mener de er jo søde nok hver for sig, men umulige i flok og så er der ikke meget ved at side med en 1-2årrig på skødet, i min bog er det i hvertfald røvsygt.
Når men bitterheden til side så har Maria een pasion, hun dyrker og det er bagning. Så jeg er begyndt her den sidste månedstid at bage med hende. Jeg ved i grunden ikke, om det er en decideret pasion, så meget som en metode hun har udviklet, for at skabe et interesse fællesskab med frivillige. Hvad end det er, så er det hyggeligt og får den tid vi tilbringer sammen til at virke meningsfuld, for bagværket er primært møntet på uddeling, for Maria har mere glæde ved at give til andre end at spise resultaterne selv.
Ydremere skiftes vi til at bage forskellige ting for hinanden, så det mere virker som udveksling af viden, end at jeg er der fordi hun har brug for selskab.

Jeg har faktisk før mit arbejde her i Thailand aldrig haft nogen form for kontakt med blinde personer og jeg må sige at det er utroligt at se Maria bevæge sig rundt og klare sine daglige gøremål.
Jeg har ved at iagttage og snakke med hende fundet ud af i hvor højgrad hun egentligt organisere og systematisere alting. Alt har faste pladser og hun bruger meget tid på at pakke ting ind, så hun nemt ud fra indpakningen kan finde og identificere objektet. Det tager noget tid at vende sig til at være omhyggelig med at stille alting tilbage, som det stod og at pakke op og i en uendelighed. Resultatet af det er tilgengæld, at hun stort set kan klare sig selv og er bagemæssigt i stand til stortset at kunne lave alt.

Så hvis der er nogen derude som lige sidder med opskriften, så mail den endelig.

Dykning

Ja det har jo været lidt sløvt med opdateringener og jeg kunne bruge de næste mange linier på at væve mig ind og ud af undskyldninger. Det vil jeg ikke men derimod konstatere, at der var noget vigtigere end bloggen her, som kræved min opmærksomhed.

Tilbage til overskriften. Ja jeg har kastet mig ud i den ædle disciplin dykning, grunden er som med rygning. Fordi dem jeg kender ville prøve. Ja gruppepres og så det at kaste sig over en aktivitet der er potientel fatal hvis klodser i det. Det tiltaler da alle raske drenge og piger.


Det er jo med alle dårlige kamerater jo sådan, at Shawn en dag henkastet nævnte, at han altid havde ønsket at dykke og at han lige kendte en fyr i samme situation som ham selv (dvs. også lammet fra livet og ned).
Han ville derfor forsøge at tage et dykker certifikat hos ham og ville høre, om ikke jeg kunne tænke mig også at prøve. Jeg tænkte længe og grundigt over det, opvejede fordele og ulemper, inden jeg 20 sekunder senere besluttede mig for at deltage i projektet.


Det var alle pengene værd, vi stævnede ud en lørdag i super vejr med kurs mod Koh Phin. Undervejs blev vi så ellers instrueret i de mest basale færdigheder og informationer vi skulle bruge i forbindelse med dykket.
Herefter blev vi så smidt i udstyret og i vandet. Jeg følte hele set-upet meget betrykende, da vi havde 2 instruktører til 3 personer og jeg fandt på intet tidspunkt grund til at tvivle på deres kunnen og de virkede opmærksomme på vores velbefindende og sikkerhed.

Det tager lige lidt tid at stole på sådan et instrument skruet fast på ryggen. Jeg havde fuldstændigt irrationelt ikke ret meget tillid til at det gummi mundstykke, jeg bed om, ville være i stand til at levere den fornødne ilt. Følelsen fortog sig dog efter noget tid og jeg fandt mig tilrette under vandet.
Følelsen af at glide rundt undervandet er nok lidt hen af vægtløshed og for mig simpelthen bare en fantastisk følelse. Hele konceptet med at man først finder et punkt hvor men er neutralt flydende i vandet og derefter med åndedrættet styrer op og nedstigning er forunderligt.
I det hele taget er det at orientere sig meget anderledes under vandet og man kan sagtens komme i tvivl, om hvad der er op og ned, hvis men ikke kan se bunden eller overfladen. Heldigvis er luftboblerne en glimrende indikator på hvor man er.

Pattaya skal jeg skynde mig at sige har ikke meget at byde på under vandet da al selvfølgelig er smadret og ødelagt af turismen, så de store vilde natur oplevelser har jeg på mine 5 dyk ikke oplevet.
Jeg har dog set fiske stimer, moræner, koraler og andet hav halløj men det er på ingen måde discovery smukt. Jeg skal dog indskyde at det til trods, er det helt utroligt, at kunne følge naturen så tæt på og undervands landskabet er i sig selv en helt anderledes oplevelse.

Indtil nu har jeg kun været nede på 10 meter, men jeg håber, at jeg her på søndag, hvor jeg igen tager af sted, kan komme ned på en 16m dybde.